Søg i databasen
Resultater
 | Kan Jordens klima ses på Månen? (Download 382.92 Kb) Findes i nummer: Kvant 4, 2007 (Bestil) Peter Thejll og Hans Gleisner Kigger man på Månen lige efter Nymåne kan man se den mørke side - den der er oplyst af 'Jordskin'. Måler man intensiteten af jordskinnet kan man lære noget om Jordens reflektionsevne, eller albedo. Viden om albedo kan udnyttes i klimaforskning. Teknikken bag observation af jordskin beskrives i et nyt projekt som forskere ved DMI og Lunds Observatorium er i gang med. |
 | En sandstorm set fra rummet (Download 565.9 Kb) Findes i nummer: Kvant 2, 2008 (Bestil) John Rosendal Nielsen Sandstorm over Sahara optaget med ESAs Envisat sattellit (ESA). |
 | Istiden sluttede ekstremt hurtigt (Download 3.27 Mb) Findes i nummer: Kvant 3, 2009 (Bestil) Dorthe Dahl-Jensen Istiden sluttede brat for 11.704 år siden, hvor den atmosfæriske cirkulation på hele den nordlige halvkugle ændrede sig fra det ene år til det næste. Blot 50 år senere var klimaet blevet 10 grader varmere i Grønland. Det viser nye analyser af en iskerne, som er udboret i Indlandsisen. |
 | Lysende natskyer og deres afsløringer af den øvre atmosfæres dynamik og link til globale ændringerFindes i nummer: Kvant 2, 2010 (Bestil) Kim Nielsen og Poul Flyvholm Jensen Lysende natskyer [på engelsk: noctilucent clouds (NLCs) eller polar mesospheric clouds (PMCs)] er blandt de mest fascinerende fænomener man kan observere i naturen. For de fleste folkefærd er disse skyer ukendte da de normalt kun forekommer på forholdsvis høje breddegrader såsom over Skandinavien. Derudover dannes de som regel kun i sommermånederne og kræver specielle forhold for at kunne observeres med det blotte øje. Det er derfor kun naturligt at de mange steder bliver omtalt som mystiske lysende natskyer. |
| Om klimamodeller og satellitmålinger (Download 1.67 Mb) Findes i nummer: Kvant 2, 2010 (Bestil) Jens Ulrik Andersen I diskussionen om den menneskeskabte globale opvarmning spiller klimamodeller en central rolle. Set i lyset af de dramatiske naturlige klimavariationer, især ved afslutningen af sidste istid for ca. 12.000 ˚ar siden, men også i den senere vekslen mellem varme og kolde perioder, er den globale opvarmning på knap en grad i det sidste århundrede hverken usædvanlig eller foruroligende. Det er klimamodellernes sammenkædning af denne opvarmning med udledningen af drivhusgasser, især CO2, og deres fremskrivning af opvarmningen i det kommende århundrede, der vækker bekymring. Det kan forudses at atmosfærens indhold af CO2 vil blive fordoblet, og FN’s klimapanel, IPCC, angiver i den seneste vurdering (AR4 i 2007) omkring 3 grader C som det bedste bud på den medfølgende globale temperaturstigning. |
